Socialstyrelsen arbejder i denne tid med at udarbejde en rapport, der skal være færdig til Socialministeren og socailpolitikerne i Folketinget i marts 2017. 

Derfor har der været afholdt flere møder på det seneste. HandicapBarn deltog på dialogmødet i Middelfart i denne uge, hvor der var udvalgt 60 deltagere til mødet af dem som havde ønsket at deltage i dette. Det skulle være 30 professionelle og 30 forældre. På deltagerlisten kan vi konstatere at der kun var 10 rene forældre, øvrige kom som repræsentanter for forskellige sygdomsorganisationer, hvoraf en del af disse også havde et barn med handicap.

Herudover var der også arbejdsgruppen repræsenteret i dialogmødet. Arbejdsgruppen består af deltagere fra fire ministerier, KL og Danske Regioner. Under dialogmødet skulle deltagerne drøfte "Udfordringer med sammenhæng og koordination i indsatserne for børn med handicap" og "Gode løsninger og sammenge insatser" dertil.

Der var også indlæg fra VISO, som vi bringer senere da vores redaktør på HandicapBarn kom for sent grundet at han måtte sidde i kø efter et større uheld på motorvejen ved Kolding i over 45 minutter.

HandicapBarn deltog i den 4. af de fire grupper som mødedeltagerne var opdelt i.

Hvorfor overgang ved 18 år?

En af gruppedeltagerne bemærkede, at hun ikke kunne forstå at man automatisk overfører det handicappede barn når det fylder 18 år. Det skyldes, at for manges vedkommende så er deres hjerne først udviklet når de når 25-26 år, og for autister skal man op på 30 år, hvilket afsted kom en opfordring til Socialstyrelsen om at man også indstiller til at aldersgrænsen bliver rykket til 30 år.

Under frokosten fortælle nogle af mødedeltagerne at det havde været svært i flere af grupperne at komme igang med at udpege udfordringerne helt nøjagtigt, men generelt var der efterlysning af kassetænkning, hvor forvaltninger og sektorer i forvaltningerne ikke arbejder sammen om barnets handicap.

Ligeledes inddrages forældreerfaringerne ikke. En forældre fortalte om at hun havde stået ene og alene uden erfaring med hendes barns handicap, og ville gerne hjælpe andre med den erfaring som hun havde oparbejdet. Flere sagsbehandlere på mødet udtalte at de mangler information om de specifikke behov, hvilket gør at man taber de ressourcer som de handicappede børn faktisk har. Man skal ikke se dem som en udgift men en langtidsinvestering, hvor der er behov for langtidsplanlægning. Flere sagsbehandlere klagede over at politikerne kun tænker korttidsplanlægning og i besparelser. Ligesom der er alt for lang og tung sagsbehandling, hvor det ikke er sagsbehandleren

I forbindelse med mødeevalueringen fortælle mødegrupperne samstemmigt at der ønskes en koordinerende sagsbehandler, hvor også en gruppe kom med at det er vigtigt at denne koordinerende sagsbehandler også opfylder sin vejledningspligt. 

Udfordringer kan deles op i tre sammenhængende problemstillinger

En af grupperne opstillede udfordringerne i tre sammenhængende problemstillinger:

• Økonomisk
• Strukturelt
• Personlige

Med økonomiske udfordringer på området tænkte grupper på den lovgivning der er på området, hvor penge kommer fra forskellige kasser og der mangler lange handlingsplaner, hvor det uden disse er ikke muligt at arbejde langsigtet med det handicappede barns ressourcer

Gennem de strukturelle udfordringer skal beslutningskompetencen meget længere ud i beslutningsleddet, så når sagsbehandleren sidder til møde, så kan denne beslutte hvad der skal ske uden at denne skal hjem og spørge en gruppeleder og andre før en afgørelse kan træffes. Ligeledes mangler der videnscentre i kommunerne samt borgerinddragelse i sagerne, da borger tit ikke bliver hørt før der er truffet en afgørelse.

Udfra de personlige udfordringer på området, så bliver de private ressourcer ikke nok medinddraget i beslutningsprocesserne, og flere på mødet påpegede igen og igen, at amterne kørte bedre med sagsbehandlingen af handicapsagerne da der er forsvundet stor vidensgrundlag efter at det er kommet ud i kommunerne. Nogle mødedeltagerne kom også med udtalelser om at VISO gør det godt og de har stor vidensgrundlag, men når kommunerne skal udmønte det VISO kommer med sker der ikke mere, og så er man på status que igen.

Et par af de deltagende sagsbehandlere mente at den måde hvor sagsbehandlingen kører på i kommunerne er godt nok set med at de har sager efter CPR nr og er generalister og at det ikke skal samles i regionale enheder. Det var sagsbehandlere som kom fra kommuner, hvor det er kendt for problematik omkring sagsbehandlingen.

En af grupperne fortalte på evuleringen af mødet, at de gerne så at der kommer en koordinering af overgange, så de forskellige sektorer bliver inddraget, hvorved der ikke kommer stop for borgeren da alt skal findes ud af fra ny af. Desuden opfordrede de til at der kommer en politistik prioritering af helhedsløsninger på området. Det bliver derfor spændende at se hvad forslag som Socialstyrelsen fremlægger for Socialministeren i marts 2017 og hvad der så sker på området fremover?